Prolog · Stemmen i dit hoved

Der er en stemme i dit hoved.

Du kender den. Den kommenterer, vurderer og har altid en mening.

Jeg gik forbi to mennesker, der talte med hinanden. "De taler grimt," sagde den. "Sådan ville jeg aldrig tale." Pause. "Jeg er bedre end dem."

Den sidste del kom lavere. Næsten hviskende. For jeg var ikke typen, der følte mig bedre end andre. Jeg var bedre end dem, der følte sig bedre end andre.

Logikken haltede. Men jeg så det ikke.

"Jeg er sådan en, der ikke finder sig i uretfærdighed," fortalte stemmen. Det var derfor jeg blev vred. Folk behandlede mig dårligt. Eller behandlede andre dårligt. Jeg blev vred, fordi jeg var god.

Din stemme har måske en anden historie. Måske er det dig, der er forkert, ikke andre. Men fællesnævneren er den samme: nogen eller noget er forkert. Det er vigtigt at identificere hvem eller hvad. Og hvorfor.

Eller hvis ingen er forkert, kan det blive bedre. Jeg kan blive bedre. Min mand. Mine børn. Min karriere. Mit hus. Min form. Mit mod. Beløbet på min konto.

Men hvad nu hvis det er verdens største bedrag?

Jeg bed på stemmens snak og lod mig indhylle i dens historie. Indtil jeg ikke gjorde det mere.

Mit liv så perfekt ud udefra. Succesfuldt job. Tre børn. Stort hus. Audi. Alle bokse krydset af i et uendeligt kredsløb. For der dukkede altid en boks mere op.

Og samtidig var der noget inde i mig der ikke trivedes. Noget, der ikke forstod hvorfor livet skulle være så hårdt. Det så rigtigt ud. Men det føltes ikke rigtigt.

Relationen til min mand blev mere og mere anstrengt. Jeg fik mere og mere ondt i kroppen.

Hvis bare alle andre kunne opføre sig normalt og min krop ville indordne sig, kunne jeg være lykkelig. Eller i det mindste glad.

Det perfekte liv kollapsede. Skilsmisse. Kronisk sygdom. Sygemelding med stress. Jeg havde strakt mig så tyndt at jeg var blevet gennemsigtig. Helt forsvundet. Jeg kunne ikke længere tvinge mig selv til at tage mig sammen.

Og så en helt almindelig tirsdag morgen gik jeg tur om søen.

Jeg fandt en lydbog på telefonen. Noget om et selvhelbredende sind. Lidt mere fodformet end jeg normalt ville vælge. Men der var noget der trak i mig.

Et selvhelbredende sind. Det modsatte af alt jeg havde mødt gennem sygemeldingen. Bombardementer af gode råd. Lange lister med ting jeg skulle gøre. Husk at passe på dig selv. Husk hvad der er vigtigt. Dine værdier. Lev i nuet. Alt muligt. Som om min egen liste ikke var lang nok i forvejen.

Jeg længtes efter noget simpelt. Efter lethed. Efter noget sandt. Og mest af alt efter noget der kunne hele sig selv. Så alting ikke var op til mig.

Jeg lånte lydbogen. Satte den på.

Efter fem minutter kunne jeg pludselig trække vejret frit. Jeg havde i årevis haft besvær med at trække vejret helt ned i maven. Men nu var det helt ubesværet.

Der kom én tanke: "HVAD FANDEN ER DET HER FOR NOGET?!?"

Og så skete der det mærkeligste i mit liv. Alle mine tanker forsvandt. Dem alle sammen. På én gang.

Jeg vidste ikke hvad der skete. Der var bare stille. Og i den stilhed skete der en milliard ting på en gang.

Farverne blev intense og klare. Jeg kunne se refleksionerne af sollyset i hver krusning på søens overflade. Bladene på træerne hang som glitrende konfetti og snurrede i vinden.

Lydene blev højere. Mågernes skrig. Børnene på legepladsen. Vandets klukken. Det hele lød som musik. En stor brusende symfoni i perfekt samklang.

Menneskene om søen var der pludselig. En kvinde med en barnevogn. En mand der løb med en hund. Et barn på legepladsen der råbte. Jeg kunne se dem. Alle sammen. De var ikke statister i mit liv. De var der. Eller rettere: for første gang i årevis var jeg der.

Jeg var der sammen med alle disse fantastiske væsener. Væsener, der gik på jorden sammen med mig nede ved søen denne tirsdag. Og jeg vidste at vi alle sammen hørte sammen.

Jeg kunne mærke vinden og solen mod min hud. Helt fantastisk. Helt overdrevent fantastisk. Som om jeg blev mindet om noget jeg havde glemt. Noget fra en fjern sommer. At jeg var en del af det hele og det hele var en del af mig. At verden ville mig det godt. Så uendelig godt.

Det hele var så smukt og det hele var så godt. Og lige der vidste jeg at alt var lige præcis som det skulle være. Jeg vidste at alt var godt.

Ikke hvis jeg tabte fem kilo. Fik styr på økonomien. Gravede kælderen ud. Fandt et job. Alt. Jeg mener alt. Var lige præcis som det skulle være.

Jeg vidste det uden ord. En form for viden før tid. Jeg vidste det var sådan og jeg vidste det altid havde været sådan. Ingen tvivl. Ingen modargumenter. En viden der rakte ud over rum og tid.

Det var som om jeg havde gået rundt bag et kæmpestort gardin og pludselig trak nogen det til side og jeg så og så og så. Jeg så virkeligheden. Som den virkelig er. Som den altid har været.

Og så gjorde min hjerne noget sjovt. Der kom én tanke: "HALLO?", der gjaldede rundt i mit tomme hoved. "Der er helt stille," konstaterede min hjerne undrende. Og så var jeg tilbage i denne vilde, forunderlige verden der pludselig var blevet afsløret.

En verden der altid havde været der. På én måde velkendt. Samtidig ny og revolutionerende.

Jeg havde omkring halvanden uge, hvor jeg ikke havde tanker. Jeg har aldrig lært så meget om verden, mig selv og virkeligheden som jeg gjorde på de dage i juni.

Jeg græd en del i den periode. Græd over, hvor smuk verden er. Græd over vinden og solens stråler reflekteret på søen. Græd over ingenting og alting. Jeg var ét med alting. Jeg vidste det og forstod det samtidig ikke.

Tankerne vendte tilbage. Men der skete noget mærkeligt. Jo mere jeg prøvede at gribe det jeg havde set, jo mere gled det væk. Jo mindre jeg anstrengte mig, jo tydeligere blev det. Det var som om selve forsøget på at forstå, skubbede sandheden længere væk.

Jeg forstod det ikke. Jeg forstår det stadig ikke helt. Men noget havde ændret sig. Ikke i verden. I mig. I hvad jeg kunne se.

Mennesker har set dette gennem alle tider. Det er ikke nyt. Tyngdekraften virker, uanset om vi forstår den. Det, vi opdager, har været sandt hele tiden.

Denne bog er mit forsøg på at pege på det.