Hvorfor pres aldrig virker

Vi bruger pres til at motivere os til næsten alt.

Tag en almindelig arbejdsuge. Indbakken, der skal tømmes. Deadlinen, der rykker nærmere. Mødet, hvor du skal være skarp. Vi presser os selv til at levere, til at svare hurtigt, til at være foran, til at tage ansvar. Og vi er ikke alene om det: vi kigger på kollegaen, der også er presset, og chefen, der suverænt vinder presløbet. Og et eller andet sted virker det rigtigt. Eller i hvert fald nødvendigt. For sådan føles det at være ansvarlig. Sådan føles det, når du tager dit arbejde seriøst.

Og det stopper ikke, når vi går hjem. Vi presser os selv til at være gode forældre. Gode partnere. Gode venner. Til at træne, spise ordentligt, holde kontakten, huske fødselsdagen. Være nærværende.

Intentionen er god. Vi prøver at få det bedste frem i os. For det ser ud til, at hvis jeg ikke presser mig selv, falder niveauet. Hvis jeg ikke holder mig selv til ilden, bliver jeg ligeglad.

Så pres er ikke bare et ubehag, vi lever med. Det er noget, vi har brug for. Det er vores motor.

Sat op på en graf ser det ud som om vi kan vælge mellem to kvadranter:

Vi kan vælge det øverste højre hjørne, hvor det gode arbejde bor. Der yder vi den bedste præstation med det pres, der nødvendigvis følger med. Så det er der, vi prøver at være. Og det er der, vi driver vores arbejdspladser hen.

Og hvis vi ikke presser os selv, så præsterer vi ikke. Så ender vi nede i venstre hjørne. På sofaen. Fyldt op af ligegyldighed. Uden ambitioner, uden resultater. Det er derfor, det føles så farligt at slippe presset, selv når vi er ved at segne under det. For vi tror vi kun kan vælge mellem to onder: presset eller sofaen.

Men lad os se på en anden situation.

Du ligger på operationsbordet. Det er akut, kompliceret hjernekirurgi. Kirurgen er dygtig, meget dygtig, og hun er på vej ind ad døren. Hvordan vil du gerne have at hun har det? Vil du gerne have, at hun føler sig presset? At hun går ind ad døren med tanken: nu skal jeg virkelig tage mig sammen?

Nok ikke. Så måske vi kan blive enige om at meget pres ikke er godt. Men lad os tage skridtet videre: vil du have, at hun føler bare den mindste smule pres?

Jeg tror du vil have, at hun er rolig. Fokuseret. Nærværende. At hun tænker klart, og reagerer fleksibelt, hvis noget uventet sker. At hun har fri adgang til al den erfaring og træning, hun allerede har. Måske der ligefrem må blive fortalt en lille joke i operationsstuen. Ikke fordi operationen er ligegyldig, men fordi vi ønsker at stemningen er god og afslappet.

Det samme ved vi fra sportens verden. Når atleter beskriver deres allerbedste præstationer, siger de at de var i zonen. Ingen tanker om at vinde eller tabe, ingen selvbevidsthed, intet pres. Bare fuldt opslugt af deres sport.  

Når det er kirurgen eller sportsudøveren, er vi ikke i tvivl. Det menneske, der skal præstere sit bedste, skal ikke føle pres. Og jo, man kan godt presse sig selv til at levere. I kortere tid, på viljestyrke, med sammenbidte tænder. Det har vi alle prøvet. Men man kan ikke presse sig til sit bedste.

Toppræstationen og det maksimale pres kan ikke eksistere side om side. Der findes ingen toppræstation i øverste højre hjørne. Hjørnet er tomt.

Pres fylder nemlig. Det optager din mentale båndbredde. Jo mere pres du føler, jo mindre kapacitet er der tilbage til selve opgaven. Du tænker ikke klart, du mister dit perspektiv, du træffer dårligere beslutninger. Og det værste er at du ikke engang opdager det. For du tænker ikke klart og kan derfor heller ikke se dit manglende perspektiv.

Så stort pres og toppræstation udelukker hinanden. Den, der føler meget pres, ender i det nederste højre hjørne: højt pres og dårlig præstation. Det hjørne ingen har lyst til at være i. Men det er der, presset faktisk sender os hen.

Og så står spørgsmålet tilbage: hvad sker der når vi slipper presset?

Frygten er, at vi falder ned i nederste venstre hjørne. Intet pres og ingen præstation. Men det er ikke det, der faktisk sker. Når presset slipper, får vi det godt. Vi bliver rolige, vi får vores mentale båndbredde tilbage, og fra det sted begynder vi at præstere. Helt af os selv, uden at nogen skal holde os til ilden. Det er dine bedste arbejdsdage: ikke dem, hvor du presser dig selv hårdest, men dem, hvor det flyder af sig selv.

Det er det øverste venstre hjørne. Intet pres, bedste præstation. Det hjørne vi tror er et naivt håb, er i virkeligheden det eneste sted, dit bedste arbejde nogensinde er blevet lavet. Så den rigtige graf, den der beskriver hvordan det virkelig hænger sammen, ser sådan her ud:

Enten føler du pres og præsterer dårligere end dit egentlige potentiale. Eller også føler du ikke pres og præsterer naturligt, konsistent og højt. Det er så simpelt. Og det går stik imod vores intuition: pres som motoren, der skal drive os frem.

Og dovenskab er i det hele taget ikke en naturlig menneskelig tilstand. Ingen har nogensinde presse barnet til at lære at gå. Ingen har skullet holde sig selv til ilden for at læse videre i en god bog eller fortsætte det spændende projekt. Lysten, nysgerrigheden og motivationen er i vores natur.

Det, vi kalder dovenskab, er udmattelsen, der kommer, når presset har kørt for længe. De fleste, der presser sig selv, kan huske engang, hvor de elskede deres job. Det vi ikke bryder os om, er presset, ikke jobbet.

Og når motivationen kommer indefra, er det balanceret. Du ved, hvornår du skal arbejde sent, og hvornår du skal lukke computeren. Hvornår du skal tage løbeskoene på, og hvornår du skal ligge på sofaen. Hvornår du skal ses med vennerne, og hvornår du skal være alene. Det hele bliver meget enkelt, når du ikke længere prøver at presse det rigtige frem i dig selv.

Måske har vi fået årsag og virkning vendt om. Vi troede, presset gjorde os ansvarlige. Men presset gjorde det bare sværere at mærke den ansvarlighed, vi allerede har. Uden presset bliver der ikke mindre af dig. Der bliver mere.